• Dagen før den kritiske bog udkom, gav Macron hende ret: »Nu gælder det om at stå fast«

    Source: BDK Borsnyt / 28 Mar 2024 02:07:31   America/Chicago

    Elsa Vidal har været ved at gå ud af sit gode skind flere gange i løbet af de seneste to år. Hver gang den franske Ruslandsekspert deltog i debatter om krigen i Ukraine, blev hun taget i skole med lange udredninger om vestlig dobbeltmoral. Selv erfarne iagttagere virkede mere bekymrede for at bevare forbindelsen til Moskva end for krigens trussel mod Europa. Og til sidst slap tålmodigheden op. Nu skulle »Putin-forståerne« få svar på tiltale. »Min bog er skrevet på en dyb frustration over debatten her i Frankrig,« siger Elsa Vidal, der til daglig leder Radio France Internationals russisksprogede redaktion, til Berlingske. Debatten foregår både i medierne og på politisk niveau, hvor ledere af alle ideologiske kulører flirter lystigt med ideen om en unik fransk-russisk forbindelse. Men forestillingen om en entente på tværs af det europæiske kontinent er ikke blot farlig. Den er også helt forkert, mener Elsa Vidal. Og når hun i »La Fascination russe« forsøger at pille den fra hinanden, sker det både med indsigt og en, efter alt at dømme, næsten magisk timing. Historisk opgør eller valgtaktik? Bogen udkom 22. februar. Dagen forinden havde Emmanuel Macron over for gæster i Élysée-palæet ladet en bemærkning falde om, at han snart er nødt til at sende »nogle gutter« til Ukraine. Den samme franske præsident, der desperat forsøgte at forhandle fred med Vladimir Putin hen over et fire meter langt bord, er nu klar til at sende tropper afsted. Der er ikke blot tale om en U-vending i hans eget syn på konflikten. Udmeldingen, som Macron flere gange siden har gentaget, ligner også et opgør med årtiers franske udenrigspolitik. Ja, måske ligefrem begyndelsen til enden på »den russiske fascination«? »Det vil vise sig, om de franske ledere står fast, når russerne begynder at reagere på en kursændring, der er en stor diplomatisk fiasko for dem,« siger Elsa Vidal og fortsætter: »Samtidig bruger Macron det her mod RN (Marine Le Pens indtil for nylig Kreml-venlige parti, red.). Og spørgsmålet er, om han fastholder kursen efter valget til Europa-Parlamentet.« Elsa Vidal vil se det, før hun tror det. For den russiske fascination har dybe historiske rødder. Min fjendes fjende er min ven Da zarinaen Katarina den Store i sidste tredjedel af 1700-tallet ville modernisere Rusland, brugte hun oplysningsfilosoffen Voltaire som rådgiver. Det er ét blandt flere eksempler, franske russofile holder af at føre som »bevis« for en særlig forståelse mellem de to lande. Men for Elsa Vidal indtræffer det afgørende øjeblik et århundrede senere, da Napoleon 3. inviterer zar Aleksander 3. som æresgæst til verdensudstillingen i Paris i 1867: »På det tidspunkt havde tyskerne i form af Preussen vokset sig stærke, og Frankrig så det som naturligt at alliere sig med en magt, der kunne falde den nye europæiske rival i ryggen.« Senere overtog USA Tysklands plads, mens Sovjetunionen i en periode erstattede Rusland, og i den forbindelse spiller general Charles de Gaulle en hovedrolle. Det moderne Frankrigs mest indflydelsesrige leder er manden bag ideen om landet som en på én gang vestlig og uafhængig magt, der kunne tale med Moskva. De frie franske styrker var de eneste vestlige, der kæmpede side om side med Sovjet under Anden Verdenskrig i jagereskadrillen Normandie-Niémen. Og når det efter krigen lykkedes for De Gaulle at placere Frankrig blandt de vindende magter, var det ikke mindst takket være støtten fra Josef Stalin. Det falske geografiske argument »Men dem, som har travlt med at tale om De Gaulle i den forbindelse, glemmer altid en anden side af historie om ham,« pointerer Elsa Vidal og fortsætter: »I Den Kolde Krigs afgørende øjeblikke, som eksempelvis Berlin-krisen i 1961, valgte De Gaulle klart side og kritiserede Sovjetunionens aggressive imperialisme.« Og det er blot én i en lang række af halve sandheder og falske præmisser bag den russiske fascination. En anden er det såkaldt geografiske argument. »Rusland ligger nu engang, hvor det ligger,« konstaterede Marine Le Pen i marts 2022, mens daværende regeringstalsmand, og nu premierminister, Gabriel Attal, tilføjede: »Rusland er og bliver vores nabo, som vi bliver nødt til at finde en forståelse med.« Og det er rigtigt, at Rusland ligger tæt på Europa samlet set, men det gælder bare ikke for lige netop Frankrig, påpeger Elsa Vidal. »Synspunktet ignorerer højt og flot, at russernes virkelige naboer i det østlige Europa har lidt under deres imperialisme,« siger hun vredt og fortsætter: »Det er, som om nogle sætter et strategisk partnerskab med Rusland højere end alliancen med disse lande, som vi har indgået via EU og NATO.« Make France Great Again Det geografiske argument er i virkeligheden skalkeskjul for et politisk valg, mener Elsa Vidal. Kernen i den russiske fascination handler for hende om »la grandeur« og Frankrigs tabte status som stormagt og imperium. Politikere og meningsdannere, der mere eller mindre bevidst drømmer om at gøre Frankrig stort igen, spejler sig i Putins Rusland. De misbilliger måske nok hans brutale midler, men forstår hans mål om at genvinde tabt indflydelse og ser ham, ikke mindst, som en allieret i kampen mod USAs overherredømme. Det er af denne, ifølge Elsa Vidal, livsfarlige drøm, at Emmanuel Macron og med ham midten af fransk politik nu tilsyneladende er vågnet op. Og det kan få store konsekvenser for ikke blot Frankrig, men hele Europa. Medmindre det hele blot er teatertorden og indenrigspolitisk taktik forud for Europa-Parlamentsvalget, hvorefter Macron vil »slumre ind« igen. I hvert fald tør Elsa Vidal endnu ikke tro, at den russiske fascinations fortryllelse definitivt er hævet. En fascination, hun i øvrigt selv deler – omend i en anden forstand end den, som giver navn til hendes bog. »If the Russians love their children, too« Den franske journalist har gennem 30 år boet og rejst i et Rusland, hvor hun nu er forment adgang. I bogen fortæller Elsa Vidal, hvordan Stings antikrigshymne »Russians« fra 1985 i de tidlige teenageår ramte hende lige i hjertet. »Believe me when I say to you/I hope the Russians love their children, too,« lyder sangens omkvæd. Er dette håb, der sprang ud i fuldt flor efter Murens fald, ved at visne? Vil russerne igen blive reduceret til fjender, mens vi bekæmper Putin-regimet og opgiver enhver form for dialog – »fascineret« eller ej? »Det er en sang, der handler om at skelne mellem russerne og deres ledere, og for mig gælder den stadig,« siger Elsa Vidal og fortsætter: »Det er rigtigt, at russerne ikke gør oprør mod Putin, og at dele af befolkningen har det fint med hans projekt. Men der er også en anden del, som føler skam og skyld over krigen.« Desuden lever ingen evigt. Om nogle år vil det russiske regime måske åbne sig igen, så »vi kan mødes i Moskva«, håber Elsa Vidal: »Det kan godt være, at vi i en periode vil tabe de russere, som elsker deres børn, af syne. Men jeg er sikker på, at vi i det lange løb nok skal finde dem igen.« Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa https://www.berlingske.dk/internationalt/dagen-foer-den-kritiske-bog-udkom-gav-macron-hende-ret-nu-gaelder
Share on,